by Henrik Tuxen in GAFFA DK
Udgivelsen af Pearl Jams 11. studiealbum Gigaton kom nærmest som en ildevarslende, dystopisk forudsigelse. Albummet, der om noget omhandler globalt kaos og ubalance, udkom samme dag, som New York peakede som globalt corona-centrum. Ud over at ramme tidsånden er albummet Seattle-kvintettens bedst anmeldte siden den ikoniske debut Ten fra 1991. GAFFA fik den fulde fortælling fra guitarist Stone Gossard.
Pearl Jam har ingen historik for studie-kuller, og særligt de tidlige 90’eres giga-succeser er lavet ud fra det umiddelbare spontane punkrock-princip ”ikke overtænke, bare spil, ud med det”. Forgængeren Lightning Bolt udkom i 2013, vi skriver 2020, tidssekvensen er mildt sagt brudt. Så med den lille tabel i den ene hånd og Bibelen i den anden: er her så tale om syv af de gode eller onde år, og øjner man gold tørke eller grønne enge i horisonten?
At dømme ud fra fangrupper, hitlister og kritikere har albummet været ventetiden værd. GAFFAs Michael Gonzalez kvitterede med fem ud af seks stjerner og overskriften ”Ætsende intensitet på Pearl Jams 11. album”. Ifølge den aggregerede liste Metacritic er Gigaton bandets bedst anmeldte album siden den skelsættende debut Ten fra 1991. Et album, der specielt sammen med Nirvanas Nevermind fik en regulær musikalsk revolution til at eksplodere, hvilket trækker tydelige spor op til nutiden, hvad såvel angår lyd, udtryk og attitude.